Kunsten at lave snedige positive omformulering er noget jeg flittigt træner mig selv i. Det er meget vigtigt for ens omdømme og billed af sig selv, at man altid formulerer sig positivt. Nogle gange er jeg så god, at jeg selv tror på det.

Et af de steder hvor jeg har et ekstra stort behov er når jeg dovner den, eller rettere sagt fordyber mig i stille undren, restituerer eller foretager sociologiske studier af mennesker jeg kunne ville have adgang til via fjernsynet.

Her kommer en lille historie, man ku kalde et eksempel på ego-styrkende fortælleteknik:

Jeg er af den overbevisning, at for at blive rigtig klog, altså sådan rigtig erkende noget, skal man give det plads. Man kan ikke fremtvinge det, man skal være parat med et åbent hjerte og en klar hjerne. Dette gøres absolut bedst med benene oppe, reality på fjernsynet og cola i glasset. For, som jeg engang har læst et sted (?), er der mindre hjerneaktivitet når man ser let fjernsyn end når man sover, og man må derfor være klar som bare faen.

Erkendelse kan altså ikke jages, så de der typer, der læser tunge bøger fordi et fjernsyn ikke er noget de ejer (gud forbyde det), er helt forkert på den. Man kan ikke beslutte sig for at erkende noget, det kommer til en, når man giver slip på frustrationen over ikke at forstå. Man er som en sulten harddisk når man via tv’ets særlige afslappende effekt kommer i en særlig form for meditativ tilstand, der ikke må forveksles med, at man stener, flyder eller andre nedladende formuleringer.

Samlet set er det vigtigt ikke være snobbet, for meditation er vel ikke det man gør, men snarere den tilstand man kommer i. Så hvis Malou Stella og sofa er min vej, så er det den kunst, der skal forfines 🙂

Andre gode bud på positive omformuleringer og såkaldt ego-styrkende fortælleteknik?

Hvem er de? og hvorfor gør de det? Er to spørgsmål der tårner op i min hjerne, når jeg støder på dette finurlige arrangement. Jeg har nu sat mig for at komme til bunds i sagen.

Via et grundigt tankearbejde, hvor jeg via etnologens fremmede blik for det særegne fænomen, har jeg forsøgt at finde de fem bedste grunde (undskyldninger) jeg kunne:

1. Deres ben har pludselig over natten vokset sig en halv gang længere…

2. De kan ikke vaske tøj og deres garderobe var ikke forberedt til frost i marts.

3. De har meget flotte knæ, særligt når de bliver røde…

4. De er så macho, at de ved at kulde blot er en følelse (og følelser skal fortrænges)

5. De er den trodsige Rasmus modsat type, og er i evigt oprør mod deres mor/ham fra tv.2 vejret, der ofte har bedt dem om at klæde sig ordentligt på.

Hvis der er andre bud, så smid dem på bordet… sammen bliver vi klogere.

Farven på ens læber og ens køn(hed) er åbenbart usandsynligt forstyrrende for de stakkels mænd. I hvert fald hvis man tro ham lider-præsten Uffe fra Vester-Vedsted, der simpelthen ikke mener, at mænd (jo yngre jo værre) kan tænke og lytte, hvis læberne er røde og unge.

Uffe er en fascinerende mand, der forstår kunsten at svine via komplimenter. En teknik vi kender alle sammen, men som få mestrer (“Du er meget klogere end jeg havde regnet med”, “din røv ser overraskende lille ud i den kjole” osv) I Uffes udgave hedder det, efter en lang omgang om manglende indhold (kød i bøffen) : “Men de fortjener da ros for at se godt ud. Det er vi jo allesammen glade for”. Lige det man som kvindelig politiker stræber efter at høre.

Efter sådan en sviner, er det utroligt at Uffe hiver en endnu mere beskidt omgang op af hatten til de unge mænd. Uffes problem er  særligt de unge uuddannede mænd, der endnu ikke har stiftet familie, der simpelthen ikke kan lytte hvis kvinden er smuk og man kan regne ud hvad de røde læber skal bruges til. Derfor vil han sætte valgretsalderen op, så de mest liderlige ikke kan stemme, og kun dem der ved det er umulighed nogensinde at komme i nærheden af de smukke røde læber kan få lov.

Logikken må være, at når man bliver gammel og gift har man fundet ud af, at de fleste kvinder bruger læberne mest til snak og, at det derfor bedst kan betale sig at lytte. Det er simpelthen blevet usandsynligt, selv for fantasien, at få et blowjob.

Uffe gør sig vist skyld i det, han beskylder de unge kvindelige politikere for; manglende indsigt og en holdning der mangler forankring i andet end hans egne erfaringer som mand.

BUUUUUH Uffe! Jeg håber for din kones skyld, at hun er grim. Ellers reddes hun måske af, at du er gammel.

I kan læse om Uffe her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1941925.ece

…are his unanswered prayers.

BOM… så lagde bloggen hårdt ud med både Garth Brooks og Gud i et og samme blogindlæg. Så mangler vi kun Prinsegemalen og Ole Steffensen, så er holdet sat.

Ovenstående citat er fra et af country-musikkens helt store stjerner Garth Brooks. Sangen handler kort fortalt om, at det godt kan være, at man tror man vil have noget, men at man i virkeligheden tager fejl – og så er det godt gud ved bedre.

I Garth Brooks tilfælde er dette noget, en kvinde han i high school troede han ville have, og længe har tigget og bedt gud om at give ham (?), og som han så senere møder, hvor hun er blevet noget mere trist og skanky (fri fortolkning). Så kigger han på sin kone og takker gud for, at han vendte det døve ører til hans hormon-liderlige-teenage bønner.

I Garths tilfælde kan dette selvfølgelig også handle om, at da han senere møder high school-skanken er han en country-megastjerne, og har derfor frit valg i skønne kvinder i samtlige stater i midt-vesten. Derudover er det værd at bemærke, at den kone gud havde givet ham på daværende tidspunkt, alligevel ikke var den rigtige (da han fandt en ny kvinde – samtidigt).

Hvis i ser bort fra, at både gud og Garth har det stramt med det der med kærlighed og matchmaking, så er det da interessant (og skræmmende), at tænke på, hvordan livet havde set ud, hvis alt hvad man havde ønsket sig som kåd teenager var gået i opfyldelse. Jeg mener – jeg kunne ligge søvnløs og skrive med selvlysende neglelak på væggene om hvordan jeg skulle have tre børn inden jeg var 17 med Knallert-kasper, og hvordan dette skulle forenes med en lysende karriere som professionel klub-danser (ikke stripper, ej nej nej jeg sku have pelsbenvarmere på ;).

En eller anden kiggede nok hovedrystende ned eller op og sagde noget i retning af: “stakkels Sofie hun ved ikke bedre – jeg må hellere forhindre dette ved at udstyre hende med en kæmpe numse og samtidigt introducere Knallert-kasper for Knæklys-karen”.

Jeg græd mine øjne ud. Dengang mest over, at Knallert-Kasper nu havde en anden bag på sin Jog. Nu mest over numsen. Men alt i alt, nu hvor jeg ser tilbage som voksen og klog på livet, så var det skisme i orden. Jeg takker Garth for de uopfyldte bønner og hjernen for sin evne til at efterrationalisere tab til gevinst.

Sofie

P.s. hvorfor jeg ved så meget om Garth vender jeg måske tilbage til. Indtilvidere:

Så går det løs.

Bloggen hedder Lille snak og vil som navnet så snedigt antyder være smalltalk. Med andre ord temaer og tanker man støder på i hverdagen, deler med dem man møder og måske skriver om på facebook.

Jeg vil prøve at være ærlig, personlig og almen på en gang. Det er nok temmelig ambitiøst, men man kan tids nok blive ramt af realiteterne. I ide-fasen må man gerne være naiv.